Tyrkiet (Gallipoli) og Grækenland. Rejseartikel 2010

Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Tyrkiet Grækenland Rejseberetning april 2010 Side 21

Pirgi

I Pirgi holdt vi kaffepause på en taverna på det lille torv ved kirken. Bygningerne rundt om torvet er allesammen fine, gamle, rustikke stenhuse, der var ubeskadiget af jordskælv. Vi fik selvfølgelig sort nescafé "Δεν το γάλα δεν ζάχαρη - no milk, no sugar!" og en vand. Man bliver aldrig træt af at sidde foran en taverna i en lille græsk by og følge med i det lokale liv. Jeg egner mig faktisk fortrinligt til at sidde på fortovscafé.

Efter denne afslappende stund kørte vi videre ad de små veje, og ned ad en bjergside mod havet. Her satte vi bilen et udsøgt sted. Der var selvsagt en flot havudsigt.

Biotopen var en bjergskråning i sydvestlig retning ned mod havet. Den var bygget op af terrasser med gamle stendiger. Den var helt tilgroet med græs. Ind imellem var der tætte krat og enkelte træer. De weissingeriibiotoper, jeg har set, har altid været tilvokset med store mængder af langt/højt græs. Der var også her en hel del urter mellem græsset. Med andre ord kunne vi som sædvanlig ved selvsyn afvise argumentet om, at weissingeriierne er så små, fordi der er knaphed på føde i deres biotoper .

Vi fandt forbløffende få Testudo marginata weissingerii her på stedet. Der burde have været mange flere her i denne fine biotop. Var det blevet for varmt? Det var 30 grader C. Eller er der andre årsager? Vi forlod igen biotopen og kørte ad den serpentinsnoede vej langs med havet sydfra ned til Agio Nikolaos, hvor vi holdt siesta på havnemolen.

Efter at have holdt fri her i en passende afmålt tid, blev vi enige om, at vi jo ikke var her her for sjov, så vi kørte igen op i Taygethosbjergene øst for Agio Nikolaos og genoptog søgningen efter dværgmarginataer.

Det er altid en naturmæssig stor oplevelse at køre ad de små snoede veje i Taygethosbjergkæden. Vi gennemkørte disse bjerge systematisk ad den ene vej efter den anden. Taygethosbjergene er et lille og charmerende bjergmassiv. Weissingeriierne findes kun i disse bjerge og kun i et smalt bælte med en udstrækning på ca. 20 km. fra nord til syd og nogle få kilometer fra havet ind i landet/op i bjergene mod øst.

Vi prøvede resultatløst at lede i flere tilsyneladende oplagte biotoper. Men jeg fandt for mit vedkommende ikke flere weissingeriier denne eftermiddag. Sune og Jan gik for sig selv (for det var jo ikke mig, der gik for mig selv?) i en af biotoperne, og de var heldige at finde et par enkeltgængere, men det var så også det! Hvor var de dværgmarginataer blevet af?

Vi fik skam gået en del i den peloponnesiske natur på bjergskråningerne i Taygethos, så vi fik masser af pragtfulde naturoplevelser denne forårsdag. Men skildpadder var der jo mildt sagt ikke mange af. Hen under aften kørte vi tilbage til vores lejlighed og så solen synke i havet fra vores altan. Herefter gik vi ned på havnen og fik trækulsgrillstegt blæksprutte, mv., i en af tavernaerne på molen.

Tirsdag den 27. april 2010 fortsatte vi den systematiske gennemsøgning af Taygethosbjergene. Vi fandt den ene fine biotop efter den anden, men skildpadder var der ingen af. Til sidst følte man sig dum som et æsel. Ja dobbelt så dum. Altså som 2 æsler!

Jeg gik rundt i den biotop, hvor jeg i 2007 fandt dværgmarginataer, inden jeg blev smidt væk af et par koleriske grækere. Men heller ikke her var der en eneste skildpadde i april 2010! Der gik kun 2 æsler her.

Syd for lakos

Endelig syd for Lakos lykkedes det så at finde nogle Testudo marginata weissingerii. Vi fandt ialt 5 i størrelsen 17 cm. til 21,5 cm. Men alle meget grimme/ramponerede/beskadigede/slidte/meget gamle. -Og allesammen udelukkende hanner!

Vi forlod biotopen med de stakkels ensomme tilbageladte gamle Testudo marginata weissingerii hanner og fortsatte vores gennemgang af biotoperne i Weissingeriiland. Der var skam masser af andre krybdyr og masser af spændende insekter, men vi fandt ikke flere dværgmarginataer. Vi fik stort set gået hele udbredelsesområdet i Taygethos igennem, men der dukkede ikke flere op på vores tur i felten her. Så vi sluttede af i Weissingeriland.

Jeg kan herefter skrive, som jeg skrev om denmauriske landskildpadde efter vores ophold på Gallipoli:

Vi fortsatte nu vores apriltur nordpå mod Kalamata. Vi skulle med italiensfærgen fra Igoumenitsa den næste dag, så vi ville i eftermiddag forlade Peloponnes og og overnatte i teltlejr et egnet sted oppe på fastlandet

Læs videre på side 22

Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Flere rejser

Albanien og Grækenland. Rejseberetning 200910 sider · 44 min.Bulgarien og Grækenland. Rejseberetning 201125 sider · 142 min.Peloponnes (Grækenland). Rejseartikel 20086 sider · 22 min.Olympos (Grækenland). Rejsefortælling efterår 201114 sider · 58 min.

Tekst og billeder: Otto Høj Madsen. Billederne må kun bruges efter aftale og med tydelig kildeangivelse.