Sardinien KUGs forårstour 2016 Side 1
KUGs (Kratluskere Uden Grænser) forårstur 2016 gik til den også herpetologisk set meget spændende ø Sardinien. Indtil nu har denne smukke ø ligesom været lidt overset af herpetologer. Af nogle franske herpetologer kaldes den ligefrem "Den glemte ø!" (L´ile oublieé).
Det lykkedes os på denne tour at finde alle de 3 europæiske landskildpaddearter, som lever her på Sardinien: Den lille mauriske landskildpaddeart (Testudo graeca nabeulensis), vestarten af græsk landskildpadde (Testudo hermanni hermanni) og den meget store, flotte og tunge sardiske udgave af bredrandet landskildpadde, kaldet (Testudo marginata sarda).
Den imponerende store, flotte og massive sardinske bredrandede landskildpadde (Testudo marginata sarda)
Sardinien
Tirsdag den 26. april 2016
I april måned 2016 gik der ikke direkte rutefly fra Danmark til Sardinien. Blandt mange muligheder bookede jeg Swissair hele vejen med flyskift i Zürich. Forventningen var, at brugen af samme flyselskab til hele distancen ville begrænse risikoen for problemer for bagagen og os, når der nu skulle indlægges flyskift undervejs.
Swissair anvendte flytype Avro RJ 100 fra København til Zürich. Fra Zürich udførtes flyvningen imidlertid ikke af Swissair, men af flyselskabet Edelweiss, som er et datterselskab til Swissair. Flytypen var den veltjente Airbus A 320. Alt gik vel, og Thomas og jeg landede kl. 17:00 i sol og varme og blæst i Sardiniens hovedstad Cagliari.
Planen var at køre Sardinien rundt med uret, og efter udlevering af bil kørte vi straks mod vest. Vi ville overnatte i Portoscuso og næste morgen starte undersøgelserne nordpå her fra.
Portoscuso er en meget gammel fiskerby på ca 5.000 indbyggere. Den er især kendt for sit omfattende fiskeri af tun.
KUG fik da også en fremragende tunsalat (store marinerede tunstykker) på havnerestauranten om aftenen.
Byen er meget stille og nærmest søvnig. Den ligger langt udenfor de de dele af Sardinien, der opsøges af turister. Turistfælde kan man slet ikke tale om her. Ønsker man et refugium langt væk fra alt og alle, er denne oversete by lige stedet.
Det ene af byens to hoteller var sæsonåbent for gæster, og vi checkede derfor ind på dette hotel. Det hed helt enkelt Don Pedro.
Efter at have sat vores bagage og øvrige "Mitbringsel" på værelset, gik vi som altid over til det faste punkt på dagens skema, når KUG er på mission. Vores fortøjningsøl. Denne dagens velfortjente øl drikkes, når bilen er sat væk, og der ikke skal køres mere denne dag.
På havnen ved siden af hotellet fik vi serveret fortøjningsøllen. Det var Sardiniens lokale øl. En Ichnusa. (Ichnusa var det navn, som de søfarende grækere gav Sardinien i antikken.) Den smager fornemt! Den søde pige kom lidt efter igen ud til os. Denne gang med et fad med små nyristede brød med lækre ting fra køkkenet. Vi troede, at dette var en særlig gestus til det prominente KUG på lige dette sted (-og et velment forsøg på at lokke sådan nogle turister til igen, så længe de boede her i byen). Men sådan forholder det sig sandelig ikke. Ligegyldigt, hvor vi ellers var henne på Sardinien på denne tour, var dette en del af rutinen. Når vi hver dag efter endt kørsel rundt til biotoperne gik i fyraften-mode og bestilte en fortøjningsøl, fulgte der brød med lækkert pålæg med. Man må åbenbart ikke drikke på tom mave her på øen!
På den stille havn i den stille by ligger det stille Hotel Don Pedro i den stille forårsaften
Onsdag den 27. april 2016
Sol og blæsevejr fra morgenstunden. Vi kørte mod nord op langs kysten og gennemsøgte den ene indbydende biotop efter den anden. Vi så dog ingen skildpadder, men vi så mange firben.
Sinis halvøen
Under den lange dags smukke kørsel op langs kysten, hvor vi undersøgte den ene flotte, men skildpaddetomme, biotop efter den anden, nåede vi efterhånden op til og ud på den spændende halvø Sinis, der rækker ud i Middelhavet mod vest. Her ventede os virkelig resultater!
Endelig!
Efter gennemgang af nogle spændende og lovende biotoper her på Sinis, fandt vi omsider en biotop med typiske trykspor fra landskildpadder. De var ikke særligt brede, så disse meget karaktaristiske spor var sat af små eksemplarer. Men de var der! Det var i dag første gang på denne tur, at vi så dokumentation for, at der rent faktisk lever landskildpadder på Sardinien! (Vi lærte på denne tur, at der sandelig lever landskildpadder på Sardinien, men det er ikke sådan, at man bare går ud i naturen og falder over dem. Der skal ledes længe og omhyggeligt rigtigt mange steder, før det lykkes!) Nu var det bare med at lede videre. Eller var det så sent på dagen nu, at de allesammen havde gemt sig hen for natten? Nej, vi var heldige!
Testudo graeca nabeulensis
Den mauriske landskildpadde har som bekendt et meget stort udbredelsesområde. Den breder den sig over 3 forskellige kontinenter og over meget forskellige klimazoner. Den opdeles derfor naturligt nok i rigtig mange underarter. Hvordan forholder det sig så med de mauriske landskildpadder, der lever her på Sardinien? Der har faktisk gennem årene været en del uenighed om klassificeringen og herkomsten af den lille smukke mauriske landskildpadde, der lever på Sardinien. Er den en oprindelig særlig sardisk art/underart? Er den endemisk (findes kun her)? Eller er den af samme underart af maurisk landskildpadde, som en af de mange underarter, der lever andre steder rundt om Middelhavet? Og er den i så fald kommet over til Sardinien af sig selv, eller er den indført og udsat af mennesker? Eller? Osv.
Nye og grundige undersøgelser (Melita Vamberger, Claudia Corti, Heiko Stuckas og Uwe Fritz i Amphibia-Reptilia 32 (2011): 9-25) har nu afsluttet det meste af diskussionen. De har overbevisende dokumenteret, at den lille mauriske landskildpadde, der lever på Sardinien, er af selvsamme underart, nemlig Testudo graeca nabeulensis, som lever i Tunis i Nordafrika.
Tunis ligger som bekendt kun 200 km syd for Sardinien.
Skildpadden må være enten indført af mennesker (formentlig i antikken), for eksempel som medbragt levende (frisk) skibsproviant, eller den er drevet over Middelhavet og er skyllet op på stranden på Sardinien. Begge metoder er faktisk mulige.
Både Galapaos skildpadder og Aldabra skildpadder er kendt for at have drevet mange hundrede kilometer over Stillehavet og alligevel være nået levende frem.
Det er også velkendt, at hvalfangerne i sin tid næsten tømte Galapagos øerne for landskildpadder, fordi de indsamlede disse store dyr og tog dem med på deres videre færd til områderne ved Antarktis som frisk proviant.
Landskildpadder kan som bekendt holde sig i live i månedsvis uden at indtage føde. (Skildpadderne kan da også bare være medbragt af søfarende alene med det formål at sætte dem ud.)
Men på bundlinjen: Den lille sardiske mauriske landskildpadde stammer altså fra Tunis og er indplaceret i underarten Testudo graeca nabeulensis!
Vi fandt ikke flere landskildpadder i denne biotop og fortsatte vores søgninger i de vidtstrakte, forblæste og sandede strandarealer. Men vi så ikke flere landskildpadder i dag.
Vi sluttede af og kørte til den lille hyggelige by Cabras, hvor vi efter megen søgen og lidt hjælp fra hjælpsom lokal ungdom fandt det hyggelige Hotel Villa Canu.
Cabras rummer ca 10.000 indbyggere.
Byen opstod i det 12.århundrede, da pirater fra Nordafrika fordrev indbyggerne i den gamle by Tharros (nævnt ovenfor). De fordrevne slog sig ned her midt i det frugtbare og fiskerige marskområde.
Befolkningen lever primært af landbrug, vindyrkning og fiskeri. Byen er ikke lige så stille som Portoscuso, men også her hilser alle imødekommende på dig, når du bevæger dig rundt i den charmerende by. - Og det gør man overalt på Sardinien. Man kan ikke flytte sig rundt i nogen steder uden at blive venligt mødt med "buongiorno", "buona sera" eller "salve". Om det er fordi, Sardinien er et øsamfund, ved jeg ikke, men du behandles bestemt ikke som fremmed her, men som en del af fællesskabet. Her er faktisk rigtig rart at være!
Torsdag den 28. april 2016
Dagen startede delvist skyet. Det blæste meget fra vest.
Vi kørte igen ud på den spændende halvø Sinis, for at genoptage undersøgelserne.
Man kan ikke køre lovligt (hvis der er politi i nærheden) i bil helt ned til spidsen af forbjerget i sydenden af Sinis, så vi fik lige en flot vandretur på nogle timer. Da vi kom tilbage til bilen, fik vi lige en snak med et par carabinieri, der ikke syntes, at vi havde lov til at køre så langt ned ad grusvejen i "sådan en bil, som vores" (udlejningsbil/privatbil), som vi allerede havde gjort, inden vi satte den fra os og gik videre helt ned til det flotte fyrtårn. Som næsten alle andre, vi talte med hernede, kunne politifolkene kun tale sardisk og italiensk og som fremmedsprog fransk. Hverken engelsk eller tysk. Hele området hernede på sydspidsen af Sinis fremstår som en typisk marginatabiotop. -Men vi så ingen skildpadder her. På Sardinien finder man bestemt ikke skildpadder hele tiden, som for eksempel i Serbien! Vi fortsatte så med at søge igennem flere lovende biotoper på Sinis. Og så fandt vi da noget!
Biotopen var ret lille. På størrelse med 2-3 fodboldbaner. Den lå ud til Middelhavet og var sandet (klitter), tør og forblæst. Rundt om hele biotopen var området bygget til med ferieboliger. Om føje år er også denne biotop en del af et celebert feriområde med dyre udsigtshuse ud til det blå Middelhav.
Læs videre på Side 2
Flere rejser
Tekst og billeder: Otto Høj Madsen. Billederne må kun bruges efter aftale og med tydelig kildeangivelse.