Zrnovci (fortsat)
Lyset begyndte at svinde og skyggerne begyndte at blive lange her på Kocanidalens sydlige bjergside. Vi begyndte at vandre tilbage til bilen, der stod længere nede, hvor vejen endnu var farbar.
Vi kørte tilbage mod nordøst over Kocanidalen. Atter engang ville vi tilbringe aftenen i Kocanis bløde aftenatmosfære og overnatte på Hotel Leder. Denne aften steg værelsesprisen ikke.
Hver aften spiste vi i en meget lille familiedrevet biks midt i centrum. Alle familiemedlemmer hjalp til med btjeningen af KUG. Ingen kunne fremmedsprog, men man kan da pege på de ting i fryseren, der ser spændende ud. Stedets eneste flaske rødvin kostede betydeligt mere end maden. (Overalt i Makedonien er det billigere at spise ude i byen, end det hjemme i Danmark er at købe de samme råvarer -og drikkevarer- i supermarkedet, og tilberede maden selv.) Makedonien laver meget rigtig god rødvin. På væggen hang en kalender med portræt af Tito. De utroligt søde og rare mennesker savnede os sikkert, da vi næste aften ikke længere som sædvanlig kom til spisetid.
Torsdag den 26. april 2012
Forårsmorgen med varme, solskin og vindstille. Efter den enkle morgenbuffet på Hotel Leder, som igen omhyggeligt blev arrangeret og vedligeholdt for KUG af 2 venlige morgenfruer, stod den på morgenvandring langs floden Kocanska Reka, hvor der i dag var stillet masser af kræmmer/salgsboder op på en kilometerlang strækning. Vi købte nogle gode muleposer og lidt småting og noterede os, at alle fabriksnye varer var fremstillet i Kina og omegn (selvfølgelig). Hvor de mange brugte effekter kom fra, er ikke godt at vide.
Hotel Leder ligger på en stejl bakke i centrum.
Vi forlod Kocani og kørte igen sydpå over Kocanidalen til Bjergmassivet syd for denne dal. Her kørte vi mod øst og søgte igen efter biotoper på skråningerne.
Hele den flade frugtbare del af Kocanidalen er opdelt i firkantede marker, der alle er omgivet af en lav jordvold. Om foråret lader man floden oversvømme firkanterne. Efterhånden som vandet forsvinder, plantes markerne til, og den våde jord behøver ikke at vandes foreløbig, om overhovedet, inden første høst af prægtige, store grønsager står klar i løbet af meget kort tid.
Vidoviste
Ved Vidoviste kørte vi som altid så langt op, som vejen og bilen tillod, og fortsatte til fods.
Biotopen her ved Vidoviste var af den slags forårsbiotoper i bjergene på Balkan, som man går derhjemme og drømmer om hele vinteren.
Læs videre på Side 13
Flere rejser
Tekst og billeder: Otto Høj Madsen. Billederne må kun bruges efter aftale og med tydelig kildeangivelse.