KUG-dalen (fortsat)
Heroppe i bunden slutter KUG-dalen. Kun vandet kan passere gennem de få cm, der til sidst skiller bjergsiderne deroppe. Mennesker og skildpadder kan ikke komme videre igennem her. Det konstaterede Jan og jeg, da vi opdagede KUG-dalen den 1.maj 2012. Men det er da underligt, at vegetationen vokser helt uhæmmet her i bunden af dalen. Den er ikke er afgræsset af kreaturer, får og geder, som vi jo har set komme heroppe nordfra et par gange i løbet af dagen. Der er heller ikke afføring fra husdyr, og der er heller ikke nedtrådte og fladtrykte arealer i græsset fra hvilende dyr. Det skulle der da ellers være, hvis det er her flokkene vender, før de returnerer ned gennem KUG-dalen? Der er noget, der ikke stemmer! -En opgave for KUG!
Gåden opklaret: KUG-dalen ender ikke her! Den fortsætter langt op i Serbien!
En hurtig rondering i området bagud viste, at der nogle hundrede meter bagude og op ad nogle afsatser/klippehyder ad den ene bjergside findes en stærkt tiltrampet smal sti. Stien er ikke umiddelbart synlig, fordi den forløber gennem krattet. Der lå kokasser og afføringskugler fra får og geder på denne sti! -Op ad den! Det viste sig, at stien går et stykke op på bjerget, hvorunder den passerer den fysiske afslutning på KUG-dalen, som vi hidtil havde kendt. Herefter fører stien igen ned til en ny fortsættelse af KUG-dalen mod nord! Dyrene kommer altså forbi dalens afslutning via en løngang! Den lille flod løber igen midt i den nyopdagede dal. Heroppe i den afsondrede lille dal flyder vandet meget langsomt, og der er ses stillestående små søer. Men var der også landskildpadder her? Ja, det var der sandelig. Vi fandt græske landskildpadder. Men vi fandt ingen mauriske landskildpadder. Det ville ellers have været interessant. Vi var vist inde i Serbien her. -Nu kom vi heller ikke så langt ind i den nye dal, som vi i grunden ville have ønsket. Så de kan sagtens være der. Næste gang, så...
Her er en smuk lille vandbiotop. Men hvad er det for et gammelt symbol, der ses på stenvæggen? Noget kultisk, som man siger, når man ikke ved noget? Helleristninger findes ellers kun i Norden? Med lidt nærmere eftersyn og refleksion (samt assisterende hjælp fra Sune) kunne jeg pludselig godt se, hvad det her drejer sig om. Selvfølgelig har hyrderne i naturen ikke offentlige toiletter, hvor de kan få afløb for de helt primitive tilbøjeligheder til graffitti, som altid har eksisteret. Intet gammelt. Intet nyt. Denne vignet har sikkert også været påført bjergsiderne af Alexander den Stores soldater. Og aldrig gået af mode siden da. Skriveredskabet har her været forkullet trø. Pind fra lejrbål?
Vi nåede ikke længere! Den meget spændende dal fortsætter videre mod nord. Men vi var vist efterhånden kommet et godt stykke ind i Serbien. Sandsynligvis er er der fri passage mellem landene her. Kreaturerne kommer jo ned i Kug-dalen heropefra, og det er ikke lige her, at de starter turen. -Men vi anede intet, og havde ikke lyst til at tilbringe resten af dagen (og mere?) med at tale med uniformerede folk med tjenestevåben og blanke knapper i jakken, så vi besluttede modstræbende at vende om nu. Vi må have grænsens koordinater på plads inden næste ekspedition her!
Vi vendte om og vandrede den lange, men smukke tur tilbage gennem KUG-dalen. Sikke oplevelser, denne dal rummer. Og så opdagede vi, at den går meget længere mod nord, end vi tidligere havde konstateret. Nemlig ind gennem bjergene, der danner grænsen til Serbien. Det er ikke helt utænkeligt, at vi kommer tilbage hertil!
Læs videre på Side 41
Flere rejser
Tekst og billeder: Otto Høj Madsen. Billederne må kun bruges efter aftale og med tydelig kildeangivelse.