På vej mod sydøst
På rastepladsen nær Sopot er der udover "det sædvanlige" også en kilde, der løber konstant. Kildens udløb er omhyggeligt bygget ind i en drikkefontæne og tappestation. Disse naturlige kilder findes i stort tal overalt på hele Balkan og i alle højder. Det er overalt skik og brug at indrette kilderne til disse praktiske steder, hvor de vejfarende kan få slukket tørsten i balkanvarmen og efterfylde de plastikflasker, som også KUG har liggende i bilen fra Dag 1, men som man takket være eksistensen af disse kilder ikke behøver at indkøbe mere en en enkelt gang. Kilderne er for det meste hellige kilder. Kruset, som ses i hullet på billedet, er til alle tørstiges sjæles brug. Jo, det er rigtigt nok! Dette ligner ikke en motorvej, men det er det skam. Til venstre ses motorvejens 2 sydgående kørebaner. De 2 nordgående kørebaner ligger ca 10 kilometer længere mod øst på den anden side af et bjergmassiv.
På rastepladsen ved Sopot opdagede vi, at her er vi kommet højt til vejrs. Det er køligt her, og foråret heroppe er langt bagefter. Makedoniens største flod Vardar løber dybt nede i slugten foran på billedet. Vi ser henover slugten og får øje på et af Balkans utallige små og utilgængelige klostre på den modsatte bjergvæg.
Øst for Veles
Vi forlod motorvejen og kørte stik øst. Et sted øst for Veles så vi et område af en særlig slags, som findes mange steder på Balkan. På grund af højtliggende grundfjeld kan området ikke dyrkes og ligger bare hen. Da det ligger ud til en befærdet hovedvej, anvendes det i udstrakt grad til henkastning af overflødige byggematerialer og alle tænkelige former for affald. Herudover anvendes området ikke af nogen, der har brug for at være her i så lang tid, at man slukker bilens motor. Området får derfor lov til fuldstændigt at passe sig selv. Der er af gode grunde sjældent store naturværdier at nyde på disse tilgroede lossepladser. Men resultatet af stedets iøvrigt uforstyrrede "paralleltilværelse" er altid sikkert: Her er normalt altid masser af skildpadder! Vi satte derfor lige bilen og gik en tur for at strække benene. Selvom der bestemt godt kunne have været smukkere!
Meget hurtigt hørtes en meget karakteristisk lyd. Lyden af en skildpaddeparring kan som bekendt ikke forveksles med andre lyde. Og det var da også det, der foregik. Men her var der tale om en græsk landskildpaddehan Testudo hermanni boettgeri, der parrede sig med en maurisk landskildpaddehun (Testudo graeca ibera), der tilsyneladende ikke havde indvendinger. Mange steder på Balkan lever disse 2 landskildpaddearter i fællesbiotoper, og således altså også her. Krydsninger ses almindeligvis ikke i naturen. Fordi de ikke parrer sig indbyrdes? Men det gjorde de jo så sandelig her! Fordi der normalt ikke sker befrugtning i denne situation, således at der kommer levedygtigt afkom ud af akten? Fordi eventuelt afkom ikke er avledygtigt, men goldt som andre former for hybrider, som for eksempel muldyr? Hm!
Der var skam en hel del landskildpadder her. Både græske landskildpadder og mauriske landskildpadder. Men der var INGEN hybrider/bastarder at se!!
Efter flere forsøg lykkes det omsider.
Sådan fortsætter det meget længe.
Der var bestemt skildpadder her på lossepladsen. Og det var ovenikøbet en fællesbiotop for graæsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) og maurisk landskildpadde (Testudo graeca ibera). Men selvom her var skildpadder, så er en losseplads jo ikke det mest charmerende sted at søge naturoplevelser. Da lyset desuden var ved at svinde her sidst på eftermiddagen, fortsatte vi mod øst for at finde natlogi i Kocani.
Kocani
Kocani er en by på 28.500 indbyggere. Den ligger i Makedoniens østlige del på den nordlige side af Kocani dalen. Byen er absolut en stille eksistens, der ikke gør noget væsen af sig.
Jernbanelinien ender her. Der kører stadig tog.
Stedet må i det hele taget siges på alle måder bogstaveligt talt at at være "the end of the line". Der var hyggeligt og rent (efter Balkan-standard) overalt. Der var da også stolte opslag, der fortalte at denne by var den stolte indehaver af titlen : "Makedoniens reneste by".
Efter nogle runderinger igennem den stille bymidte, hvor gaderne var levende af folk i den lune forårsaften, fandt vi Hotel Leder. Et rigtig godt hotel. Hele aftenen blev tilbragt i det fri. På Balkan spiser man jo ude om aftenen og forbliver ude fra nu af!
Tirsdag den 24. april
Morgenen kom med sol og varme. Efter Hotel Leders gode og enkle morgenbuffet slentrede vi lidt rundt og nød stemningen og synet af den lille by, der vågnede i den klare forårssol. Vi gjorde også nogle indkøb.
Herefter valgte vi at køre stik nord op i bjergmassivet lige udenfor byen.
Til vores store værelse hørte en balkon (rygekabine), der vendte lige ind i en betonmur. Der var næsten lige akkurat plads til en enkelt stående ryger. I tilfælde af brand er denne flugtvej helt uanvendelig. Danske brandmyndigheders nervesystem havde ikke holdt til dette her. Men der er vel heller ikke nogen brandmyndigheder i Makedonien? Endnu.
Dulica
Vi kørte søgende op ad flere veje. Ved Dulica kørte vi ad en gammel landevej, der helt tydeligt ikke blev brugt til daglig færdsel. Den endte da også ved en dæmning bygget hen over dalen, således at floden kunne stemmes op på den modsatte side. Der måtte være landskildpadder her i dette meget smukke og ensomme område foran dæmningen. Det var der. Det viste sig at være en særdeles velfungerende fællesbiotop for græske og mauriske landskildpadder.
Læs videre på Side 10
Flere rejser
Tekst og billeder: Otto Høj Madsen. Billederne må kun bruges efter aftale og med tydelig kildeangivelse.