Peloponnes (Grækenland) Rejsefortælling fra KUGs Balkantour 2014
Biotop (fortsat)
Vi fortsatte langsomt videre hen over engen. Nu kunne vi se yderligere 2 stk, der bare gik fredeligt og græssede her i det våde græs. I løbet af en god halv time så vi ialt 19 græske landskildpadder her. Området var kun lidt større end en forboldbane. Vi tog selvfølgelig flere af skildpadderne i nærmere øjensyn og målte dem. De var bestemt ikke lige pæne allesammen. Dels var ikke alle skildpadderne vokset lige pænt op, dels var der en del skildpadder med skader i skjoldet. Området var da også ret tæt bebygget med små skure, stalde, mv. Der flød også det sædvanlige græske affald overalt, så det var antallet af landskildpadder i denne tæt bestykkede biotop, der var enestående. Ikke naturen!
Skildpadderne måles med tommestokken. Vi så: Hun 19 cm, han 16 cm, han 15 cm, hun 15 cm, hun 13 cm, hun 17 cm, han 16 cm, hun 19 cm, hun 19 cm, han 15 cm, han 18 cm, han 17 cm, han 14,5 cm, hun 19 cm, han 17,5 cm, hun 19 cm, hun 18 cm, han 16,5 cm og en unge på 10 cm. Krattet til højre på billedet skiller engen fra et stort vådområde. Her i krattet overnatter og skjuler skildpadderne sig åbenbart.
KUGs indsats her på den våde eng blev bragt til ende af 3 agressive hunde. Hundene havde åbenbart ikke opdaget os før nu. De susede nu gøende og knurrende frem til os over grønsværen i fuldt firspring. De troede sikkert, at vi ville stjæle fårene i området. Vi forlod meget forsigtigt stedet uden at blive bidt. Men det havde da også været lidt af en oplevelse. Vi fik som sagt set 19 græske landskildpadder på een gang. Hvorfor så vi så mange skildpadder her på denne lille ret kedelige, fugtige og ordinære eng på denne sene eftermiddag? Lever der voldsomt mange her? Eller var det et voldsomt udslag af timing? Var alle eller næsten alle fremme på een gang af en eller anden grund ?
Kalogria
Nu var det tid at finde stedet, hvor KUG kunne tilbringe for natten. Vi fortsatte kørslen mod Kalogria. Her i dette smukke område har jeg været nogle gange tidligere med fint udbytte, og det kunne godt tåle at blive genset.
I Strofiliasskoven ved Kalogria ligger Hotel Strofilia, hvor vi boede i 2008. Det måtte afprøves igen. Dels fordi stedet dur, dels pga beliggenheden, og dels fordi det har den behagelige egenskab at være åbent på denne årstid. Foran hotellet holdt en række voluminiøse Mercedesbiler og andre køretøjer i samme hartkorn. Alle med serbiske nummerplader. Nå, vi var nok ikke de eneste naturelskere her på stedet i april måned.
Jeg gik ind på hotellet for at forhøre mig. En mut udseende mandsperson stillede sig frem i indgangsdøren og fortalte, at der ikke var nogen at tale om værelser med her. På vej ud til bilen igen fik jeg kontakt med en dame, der gik og fejede fliser. Jo, det var altså hende, der bestyrede foretagendet, og der var sandelig ledige værelser, sagde hun glad.
Vi fik det selvsamme værelse som i 2008. I serveringslokalet om aftenen var 2 borde besat. Ved det ene sad KUG. Ved det andet sad 6 serbere (inclusive den mutte person, som afviste mig i hotellets dør tidligere). Der var stor aktivitet ved serbernes bord. Der var mange mobiler på bordet. De bimlede og bamlede konstant, der blev snakket højt i mobil og indbyrdes og længe, og der blev taget noter og skrevet ned, herunder også med kuglepenne.
Så der var nok ikke tale om ordinære ornitologer, herpetologer eller andre naturmennesker (den slags kører vist heller ikke rundt enkeltvist i store motorvejslokomotiver)! Hvad får dog så mange mennesker til at starte deres store biler og køre langt og længe til et helt øde og diskret beliggende ukendt hotel i udkanten af Peloponnes for at holde indbyrdes møde og intens mobilkontakt med ikke tilstedeværende personer? Så det har da nok været naturmennesker alligevel!
Der blev skottet til os med mellemrum fra det andet bord. På et tidspunkt kom den kvindelige hotelbestyrer med en portion jordbær. Bestilt af serbernes bord til os. Vi takkede. Nu kunne de pludselig smile. Kort. Forretningerne kaldte på dem igen.
Onsdag den 30. april 2014
Agendaen i dag lød naturligvis på Kalogria og Strofeliaskoven. Solen var delvis til stede fra tidlig morgen. Det var bestemt ikke koldt.
Dette herlige område har under de tidligere besøg altid budt på mange skildpaddeoplevelser og andre herpetologiske fund. Det var spændende at få lov til at gense biotoperne.
Det var meget begrænset, hvad vi denne morgen fandt af skildpadder i klitterne ved Kalogriastranden. Det havde regnet voldsomt om natten, så alle de karakteristiske "traktorspor" fra skildpadderne var visket væk. Normalt ser man her i klitterne masser af disse spor i sandet. I alle størrelser, idet ungerne jo også afsætter traktorspor her. Firben gør det også. Man kan let skelne et firbenespor fra et skildpaddeungespor. Midt i firbenesporet ses en tykkere stribe. Den er afsat af halen, der slæber efter firbenet. Her til morgen var der så at sige ingen spor overhovedet. Vi så kun nogle få unger af bredrandet landskildpadde og græsk landskildpadde. Vi så kun et par halvvoksne og voksne græske landskildpadder, og vi så ingen voksne bredrandede landskildpadder. Ganske vist trak himlen over, mens vi i al ensomhed gik rundt her i det smukke område, hvor den eneste lyd stammede fra Adriaterhavets dønninger, der ramte sandstranden. Uheldig timing eller?
Hvad der end måtte være forklaringen på de manglende landskildpadder, så er det dog en smule positivt at se, at der i det mindste er unger i området. Tilstedeværelsen af unger er selvfølgelig den afgørende forudsætning for, at biotopen kan udvikle sig.
Vi forlod de efterhånden meget varme sandklitter og kørte nordpå ud til havet. Undervejs søgte vi efter landskildpadder. Der var nogle steder, der så ud som egnede biotoper. Der sås også spor, der lignede trykspor fra skildpadder, men vi så ingen skildpadder. Herefter tog vi tilbage og ind til Strofeliaskoven. Vi ville lige gennemgå bredden af den store sø, der støder op til skoven.
Strofeliaskoven
Vi gik lange ture forskellige steder i den smukke Strofeliaskov. Under mine tidligere besøg her har jeg altid fundet græske landskildpadder her i de stemningsfyldte og solmættede lysninger. Der var overhovedet ingen i år! Uheldig timing, eller?
Vi måtte se i øjnene, at det åbenbart ikke var lige nu og lige her, at vi ville finde flere landskildpadder i dag. Vi måtte videre. (14 dage er altså i underkanten til sådan en tur!)
Læs videre på Side 10
Flere rejser
Tekst og billeder: Otto Høj Madsen. Billederne må kun bruges efter aftale og med tydelig kildeangivelse.