Serbien og Rumænien Side 8 Rejsefortælling fra KUGs Balkantour 2015
Vi fortsatte testudotrekkingen i biotoperne ved Jernporten nord for Donau og fandt endnu flere græske landskildpadder. Rigtig mange af dem blev heller ikke fotograferet i dag, som det tidligere var sket. Som sagt er der jo grænser for, hvor mange fotos af skildpadder i græs man har brug for fra samme biotop. Luksusproblem!
-Ganske enig!
Serbien igen
Vi kørte tilbage over Donau ovenpå dæmningen. Der var heller ikke denne gang noget, der lignede trafik her. Efter passage af grænsekontrollerne indledte vi transportkørslen sydpå. Vi ville nu afsøge bunden af Serbien. Der måtte ihvertfald være landskildpadder dernede i bjergene ind mod Bulgarien, Makedonien og Kosovo. Vi kørte seriøs transportkørsel, og brugte derfor resten af dagen til uden væsentlige ophold at komme så langt sydpå som muligt.
Tognørderi
Predejane
Vi var i løbet af den sene eftermiddag nået så langt mod syd, at vi måtte til at søge ly for natten.
Under kørslen mod syd ad den tungt befarede hovedvej E 75, der forbinder centraleuropa (herunder Beograd) med Skopje (hovedstaden i Makedonien) og senere den store græske havneby Thessaloniki, passerede vi den lillebitte by Predejane.
Her ligger et stort, nyetableret motel med det hele, herunder WiFi og bevogtet P-plads. Så vi!
Vi kunne jo ligeså godt standse her, så det gjorde vi så.
Fredag den 15. maj 2015
Igen en varm morgen med fuld sol. I dag ville vi over mod øst og afsøge bjergene ind mod Bulgarien.
Vi forlod det velsmurte, men lidt upersonlige Motel Predejane, og kørte ud i det blå. Nærmere bestemt de grønne bjerge sydøstover herfra.
På vejen østover højt oppe gennem bjergene var der "ingenting" udover flot natur. Der var for eksempel hverken landskildpadder eller firben, mv. Vi var så højt oppe, at det var for koldt. Vi kom gennem byen Surdulica. Her var der politikontrol. Frem med pas og papirer på bilen. Udlejningsbil? Hvad var nu det for noget? Vi kunne ikke gøre alvorsmændene med blanke knapper i jakken begribeligt, at vi havde noget fornuftigt at lave her ude i absolut ingenting i en bil med nummerplader fra Beograd. Vi måtte da have et mål. Vi nævnte storbyen Nis, for at stille dem tilfreds, så vi kunne få lov at fortsætte. "Jamen, så skal I tilbage og ud på hovedlandevejen!" Afvisende opstilling foran bilen! Vink tilbage!
Forfra igen. Ved hjælp af et vejkort viste vi vores påregnede rute ned langs grænsen og hjem ad en anden vej gennem bjergene (en klasse 2 vej, dvs en asfalteret vej, markeret med gul farve). De lod nølende som om de forstod, at vi ville spilde tid på naturen, det billige skidt. Så satte de trumfen ind: -Men så måtte vi da lige vide, at den gule vej på trods af klassificeringen på kortet som asfalteret ikke var farbar! Vi lod som om vi faldt til patten. Kørte væk, og sneg os ad en anden vej tilbage på vores påtænkte rute. (Ingen havde iøvrigt villet se kørekort!) Vi fandt stadig ingen landskildpadder her i de høje og kølige omgivelser. Men vi fandt lidt padder og slanger.
Vi gennemkørte i dag ad elendige veje hele området langs grænsen ind mod Bulgarien fra den lille by Vlacina Stojkoviceva i nord, videre mod syd og herefter mod vest. Vi nåede frem til Karamanica mod syd (der hvor grænsen i syd skifter skifter til at blive grænse mod Makedonien.) Her endte jordvejen vejen simpelthen, Der var enkelte faldefærdige små hytter, der ikke vidste til hvilken side de ville falde og derfor blev stående, som H.C. Andersen skriver. Her var meget øde og meget smukt. Vi var i en enestående natur med masser af biotoper, der bare var helt tomme for landskildpadder. Fuldstændig som vi bemærkede i 2012, da vi i det skildpadderige Makedonien kørte langs grænsen også ind mod Bulgarien! Pudsigt!
Vi vendte om og nåede tilbage til mere farbar vej. Men vi ville ikke løbe risikoen med at køre tilbage mod nordvest af vores oprindelige påtænkte vej. Det kunne jo være, at politifolkene havde ret i, at den ikke var farbar. Den var meget serpentineslynget gengivet på kortet og forløb i stor højde med hårnålesving. Det var nok ikke sagen at ende heroppe i buldermørke muttersalene uden mobildækning, hvis de havde ret! Så vi kørte hele vejen tilbage ad samme rute. Helt tilbage ved den lille by Resen lavede vi forsøgsvis en afstikker ind ad en jordvej. Her så vi dagens eneste skildpadde!
Der var bestemt ingen overnatningsmuligheder der rigtig trak i os før Predejane, så vi fortsatte selvfølgelig kørslen tilbage til vores velfungerende Motel. Vi parkerede på den bevogtede P-plads og havde igen en god aften og ditto nat.
Lørdag den 16. maj 2015
Lunt, men overskyet om morgenen. I dag ville vi fortsætte med ad at gennemgå bjergene i grænseområderne. Nu mod syd, dvs mod Makedonien. Vi kørte ned til Klosteret Manastir Prepodobnog Prohora Pčinjskog.
Dette kloster ligger lige nord for den makedonske grænse og var stedet, hvor den antifascistiske forsamling til folkets befrielse af Makedonien dannede staten Makedonien i 1944. På grund af senere gnidninger mellem Serbien og Makedonien er de lokaler, hvor begivenheden fandt sted, nu genopført som kopi syd for grænsen i den makedonske landsby Pelince. Dette sted blev besøgt og nærmere beskrevet af KUG i 2012. Læs Makedonien 2012 Side 41
Her ved klosteret var biotopen tæt besat med græske landskildpadder, præcis som vi forventede. Der var nemlig også mange at finde her i området i 2012, dengang bare syd for grænsen.
Der gik mange græske landskildpadder rundt her i biotoperne ved klostret. De fandtes i alle størrelser. Der var rigtig mange ungdyr i god vækst. Altså var der igen tale om sunde og stærke biotoper.
Læs videre på Side 9
Flere rejser
Tekst og billeder: Otto Høj Madsen. Billederne må kun bruges efter aftale og med tydelig kildeangivelse.